I dag kunne bedsteborgerskabet og andre nysgerrige få deres nyfigenhed mættet ved at vove et blik mod Hannover. Her skulle den tidligere tyske forbundspræsident Christian Wulff’s nu snart forhenværende kone, Bettina Wulff, udtale sig i en sag om bestikkelse anlagt mod hendes nuværende ægtefælle, Christian Wulff.

Sagen drejer sig i al sin korthed om at den daværende ministerpræsident i delstaten Nedersachsen, Christian Wulff, skulle have modtaget en gave - en tur til Münchens Oktoberfest i 2008 - af filmmanden Groenewold. Som tak herfor skal Wulff derefter have prøvet på at hjælpe Groenewold med finansiereingen af en film. Alt i alt er der tale om en regning i omegnen af 700 euro.

Det er op til processen - som anklagemyndigheden forsøgte på at undgå ved at få Wulff til at betale sig fra sagen - retorisk blevet spurgt, om en gave på 700 euro mellem (et velkendt faktum) venner skulle realitetsbehandles i en retssal i 22 dage. Medgivet, det er naturligvis et lille beløb, men her skal retsstaten stå sin prøve. Kan anklagemyndigheden bevise, at Wulff forsætteligt lod sig bestikke eller ej - i så fald skal Wulff - der kan klandres for meget - have sit navn renset.

Retten i Hannover erklærede allerede under det indledende retsmøde, hvor der blev taget stilling til, om sagen i det hele taget skulle forelægges retten, at der var tale om en sag, der være grænsesøgende. Underforstået: der skal meget til for at overbevise dommerne. Det tror anklagemyndigheden, at den kan. Indtil videre har livvagter, hotelpersonale m.v. dog kun bekrægftet, at Wulff har/havde et tæt forhold til Groenewold - og at det så ud som om, at Wulff i hvert fald betalte en del af hotelregningen. Så må anklagemyndigheden skulle bevise, at Wulff rent faktisk aldrig betalte differencen......

Fortsættelse følger.

Det tyske forbundsråd (Bundesrat) har i dag fremsendt sin klage mod det højreradikale parti NPD. Dermed prøver dele af det tyske forfatningsretlige univers for anden gang siden 2003 at sætte en retlig stopper for et af mange tyske højreradikale partier. I 2003 var et tilsvarende forsøg blevet skudt i sænk af den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, da man opdagede, at mange af partiets funktionærer ikke kun modtog løn fra partiet, men også fra den del af det tyske efterretningsvæsen, ‘Verfassungsschutz’, der skal beskytte den tyske forfatning.

At en klage mod et parti ved forfatningsdomstolen ikke er en rask gå-tur hen over Strøget, vidner sagen fra 2003 om. Men der er naturligvis også flere retlig relevante punkter, der skal iagttages: først og fremmest retten til at stifte et parti, der står i opposition til andre partier. Det tyske ‘Verfassungsschutz’ har således i mange år holdt øje med medlemmer af DDR’s SED-arvtager, PDS - i dag en del af LINKE. Disse politikere er blevet holdt under observation - selvom der aldrig er blevet anlagt sag om at opløse partiet ved forfatningsdomstolen. Og man skal lige huske på, at partiet er retmæssigt repræsenteret i den tyske forbundsdag i Berlin.

For at kunne opløse et parti kræves det, at partiet aggressivt går til kamp mod demokratiet og tyske borgere. I de foreløbige forlydener fra det nye anklageskrift, skal bl.a. NPD-medlemmers kriminelle forhistorie dokumentere, at partiet er aggressivt. Om dette er tilstrækkeligt, det betvivler undertegnede. Fra Danmark kendes selvsamme diskussion om opløsningen af rocker-klubberne. Også her er det afgørende, at selve organisationen/foreningen som sådan er kriminel.

Det bliver derfor interessant at se, hvilke argumenter anklageskriftet ellers indeholder. Man må dog ikke glemme, at hvis et retligt værktøj ikke benyttes/prøves, så ender det som en sløv kniv.