alpsnews.eu© 2017 Sten Harck

Glasset er halv fuldt


Åh, nej. Ikke igen.

Der var sikkert mange, der tænkte netop det, da de i går hørte, at den tyske forbundsforfatningsdomstol i Karlsruhe, Bundesverfassungsgericht, atter har afvist en sag om opløsning af det ny-nazistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD).

Tilbage i 2003 afviste Tysklands øverste vogtere af det tyske Grundgesetz at realitetsbehandle en sag om en foreningsopløsning af NPD. Ifølge dommerne havde de 16 delstaters efterretningstjenester haft alt for mange agenter højt placeret i partiet. Det stod derfor ikke helt klart, hvad partiet selv havde tænkt – og hvad agenterne havde tænkt på vegne af efterretningstjenesten, den såkaldte Verfassungsschutz.

I går, den 17. januar 2017, vente dommerne så atter tommelfingeren nedad. Suk – kunne man nu tænkte. Har den nynazistiske pøbel på højrefløjens absolutte yderfløj dog ret til at have et parti, der ideologisk set ligger tæt op ad den ideologi, der herskede fra 30. januar 1933 til maj 1945.

Ja, siger forfatningsdomstolens dommere i en godt og vel 166 sider stærk dom – der modsat andre domme endda blev lagt ud på internettet med det samme. NPD må godt være et parti på den yderligere højrefløj. Der er ingen tvivl om, at partiet ligger tæt op ad Adolf Hitlers Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP). Der er heller ingen tvivl om, at dele af partiets partiprogram strider direkte mod den tyske forfatning: NPD vil afskaffe det tyske demokrati. Partiet vil fratage mindretal – immigranter, udlændinge og andre (etniske) minoriteter deres rettigheder.

Men, siger dommerne: NPD er for lille et parti, til at det kan tages seriøst. Dommerne siger direkte, at de må anses for at være udelukket, at partiet nogensinde vil opnå den indflydelse, det kræver, at gennemføre partiets demokratifjendske program.

Hensynet til foreningsfriheden er derfor vigtigere end hensynet til de angreb mod den tyske grundlov, der måtte udgå fra NPD. Af den grund er det ikke, som mange medier forklarer, en sejr til NPD, der nu ufortrødent kan fortsætte med sin politiske ageren. Nej, det er en sejr til demokratiet. Dommerne har tydeligt tilkendegivet, at NPD er et fremmedhadsk parti, der bygger på en nationalsocialistisk ideologi. Det har dommerne nu stadfæstet for evigt.

Samtidig siger dommerne også, at NPD simpelt hen er for marginalt til, at det nogensinde vil kunne få tilstrækkelig politisk indflydelse i Tyskland. Også det er nu mejslet i sten – eller rettere sagt skrevet i dommen. Dommerne skriver i realiteten, at NPD er et for latterligt lille parti til, at indgreb i foreningsfriheden kan godkendes. Og det er naturligvis ikke det bedste budskab et parti kan komme med til sine tilhængere. Slut.